Historiens vingesus omfavner Strandgade. Ejendomme, som kan dateres helt tilbage til 1600-tallet, pynter den smalle gade, og netop her byder vi velkommen til et butikslokale, som ikke kunne ligge meget bedre. Med kanalerne, butikkerne og naturen lige om hjørnet udbyder vi nu dette flotte erhvervslejemål.
Lejemålet i kælderen er ét af de større og har tidligere huset en cykelhandler. To meter strækker sig fra terrazzogulvene til de hvide lofter, mens mange vinduespartier mod gaden lader brede striber af dagslys strømme ind i butikslokalet. Her er virkelig god plads til udstilling af diverse former for detail, siddepladser til din kaffebar eller sandwichbar eller kontorpladser til din virksomhed - og det er værd at bemærke, at standen er god, hvor der er taget højde for ejendommens historik. Udover det forreste lokale findes en lang række disponible rum til f.eks. prøverum, lagerlokaler eller til personalet, som også har køkken og bad til rådighed.
Beliggenheden må siges at være noget udover det sædvanlige. Strandgade er kendt for at huse nogle af Christianshavns helt gamle institutioner såsom færgecaféen, Grønlandske Handels Pakhus og Irgens Gård, mens der er kommet nye omdrejningspunkter såsom Nomas burgerbar, POPL nede ved Broens Gadekøkken. Det er altså en gade, som den dag i dag er velbesøgt af både lokale og turister, og den ligger som den naturlige vej at gå, efter man har krydset Inderhavnsbroen fra Nyhavn. Der er ydermere et par minutters gang til Vor Frelser Kirke, Christiania, Slotsholmen og Christianshavn Station – der er faktisk ikke noget, der mangler, når Strandgade for alvor slår sig løs. Kontakt os for nærmere info.