På Østerbro er man tro mod sit kvarter

Østerbro er lokal handel, et forudsigeligt kundeunderlag – og en bydel i familiernes og specialbutikkernes tegn.

Erhvervs- og ejendomsmægler Mie Hofman bor selv i Aarhusgade-kvarteret på Østerbro. Hun kalder Østerbro sin by-i-byen og mener ikke, at man overhovedet behøver bevæge sig ud i andre bydele:

Redone 6.jpg  ”Her er et godt foreningsliv og handelsliv. Vi har biograf og borgerservice, vi har stranden ved Svanemøllen, og vi har Fælledparken. Her er sådan lidt luksushippie-agtigt med plads til alle slags mennesker,” siger hun.

Østerbro er et område, hvor Butiksmæglerne altid mangler lejemål – og når der endelig er lokaler ledige, bliver de ret hurtigt lejet ud. Det er et godt sted at have butikslokaler for liberale erhverv og handlende, fordi beboere fra Hellerup og længere nordpå også handler på Østerbro.

Lokalpatriotisme og specialforretninger
I fem år har Mie bevæget sig rundt i sin egen bydel som erhvervsmægler. Hun har været i alle hjørner af kvarteret og har erfaring for, at mange specialforretninger på Østerbro blomstrer med udgangspunkt i det lokale. I kvarteret bor nemlig mange børnefamilier, der ikke cirkulerer så meget rundt:

”På Østerbro er folk meget tro mod det område, hvor de bor. Familier flytter sig ikke så meget. Man handler og spiser, hvor man bor. Det er lidt anderledes på Nørrebro og Vesterbro, fordi der bor flere unge mennesker. Det betyder også, at det som erhvervsdrivende er mere forudsigeligt, hvilket kundeunderlag man får i sin forretning på Østerbro. Her kan man godt kalkulere med lokal handel,” siger hun og fortsætter:

”Jeg anbefaler generelt kunder at lægge butikker i brokvarterer. Og det bliver måske ekstra tydeligt hvorfor i disse corona-tider, hvor de handlende mærker, at folk er trofaste mod det sted, hvor de bor. Og på Østerbro er folk nok ekstra lokalpatriotiske.”

Over bydelen troner Parken, hjemsted for FCK, og sammen med løbeklubben Sparta og Skjold er det med til at give bydelen et touch af sport.

Børnenes bydel – også i butikkerne
Mie Hofman sætter selv stor pris på den familievenlige side ved Østerbro. Det vrimler med legepladser – endda Danmarks største indendørs af slagsen: Remisen ved Trianglen. De mange børnefamilier sætter sit præg på forretningslivet. En lang række baby- og børnetøjsforretninger af økologisk tilsnit, en overflod af isbutikker og familievenlige caféer ligger tæt. Men der er også et restaurationsliv af høj kvalitet, så et modent publikum kan gå ud at spise lokalt.

Østerbro er kendetegnet ved brede gader og mange pladser. Handelslivet klumper sig sammen i klynger med hver deres særpræg: På Rosenvængets Sideallé ligger specialforretninger, på Nordre Frihavnsgade går indbyggerne både hen for at handle og hygge sig. Sankt Jakobs plads er et fransk kvarter i mini-udgave. Willemose-kvarteret er ekstra lokalt. Og på Østerbrogade går tøjbutikker i high-end segmentet godt, møbelbutikker kommer til og også specialforretninger frister.

Mange knudepunkter i ét blomstrende kvarter
Der er opstået et blomstrende kvarter omkring Sct. Kelds Plads, som klimatiltag og flere grønne pladser har gjort ekstra attraktivt og trukket restauranter og caféer til. Ifølge Mie Hofman er området et eksempel på, at bare der kommer én café til og gør det godt – så kan den trække en lang række andre spisesteder med sig, så det får en selvforstærkende virkning, og området bliver et trækplaster.

Bopa Plads er ikonisk og med sine cafeer er den et knudepunkt på Østerbro. Som om det ikke kunne være nok, så er et nyt, eksklusivt Østerbro-kvarter helt for sig kommet til for enden af Aarhusgade: Nordhavn frister med nærhed til vandet og en finurlig arkitektur.

Og hvor har Mie Hofman så selv lyst til at tilbringe en fridag på Østerbro? Hun anbefaler et gå en tur gennem Olufsvej og ind på Postmuseet Enigma, hvor en hyggelig café frister. Herfra kan man gå ind i Fælledparken og opleve temmelig store vidder. ”Østerbro bliver aldrig klaustrofobisk,” siger Mie Hofman om sin bydel.