x

Vind spændende præmier med ButiksKompagniets julekalender. Se konkurrencereglerne Tilmeld dig julekalenderen her!

Lokale specialbutikker vinder frem

Butikskompagniets indehaver, ejendomsmægler MDE Torben Steen Hansen, forudser, at koncentrationen af specialbutikker vil stige især på centrale strøg. Forbrugerne bliver mere kræsne, lægger vægt på service og bæredygtighed og vil gerne handle lokalt.

maddie-shaw-1ZL69fZ-PGE-unsplash.jpg

“Vi er i en brydningstid, hvor detailhandlen og forbrugerne skal finde hinanden igen,” siger Torben Steen Hansen, der efter flere år med fremgang i nethandlen, tror på, at specialbutikker nu vil vinde frem. Han erkender, at det i nogle segmenter på grund af stigende nethandel er svært at drive specialbutik, men der vil komme oste-, the-, kaffe-, slagter- og garnbutikker, hvor den forretningsdrivende ved noget om produktet, siger han.

“Hygge er et parameter for specialbutikker - man sælger også følelser,” siger Torben Steen Hansen og fortsætter:

“Når man går i en specialforretning, forventer man at blive mødt med stor viden om produktet, så man får lige det, man efterspørger - og den rådgivning, man har behov for. Kunden får en unik oplevelse og er i centrum - og det betaler man gerne for. Alle kan google sig til at købe noget, men specialbutikker leverer noget helt andet.”

“Man kan få alt på internettet, men vi bliver mere lokale og mere kræsne. Kunderne tænker over bæredygtighed, og hvor varerne kommer fra,” siger Torben Steen Hansen.

 

Også de store netbutikker har fået en fysisk butik, kunderne vil gerne røre, se og prøve, konstaterer Torben Steen Hansen.

“Fremtidens tøjbutikker bliver måske et showroom, hvor man kan prøve tøjet, før man bestiller det - og sådanne butikker skal bruge færre kvadratmeter, når varerne leveres hjem til kunden fra et centralt lager. Det er med til at holde butikkernes omkostninger nede,” forudser Torben Steen Hansen.

 

Butiksmarkedet er under hurtig forandring

Butikskompagniet har i 20 år arbejdet med at formidle køb, salg og afståelse af specialbutikker, og i Torben Steen Hansens optik, ændrer butiksmarkedet sig i øjeblikket vanvittig hurtigt.

De store butikscentre ligger uden for byen, mens der kommer flere specialbutikker på centrale strøg.

“Og kunderne er optaget af at handle lokalt. Det ligger fint i tråd med, at man har en lille butik, man gerne vil støtte,” lyder det fra Torben Steen Hansen, der nævner, at der under coronakrisen i foråret var kø hele vejen ned ad Godthåbsvej på Frederiksberg, fordi folk ville til den lokale slagter.

 

Specialbutikkens beliggenhed er afgørende

Beliggenheden har afgørende betydning for specialbutikkens mulighed for succes og vækst. Der skal være parkeringsforhold, et flow af trafik og mennesker, forbindelse til metrostationer og en oplevelse af handelsgader, forklarer Torben Steen Hansen.

“Jeg tror, at brokvartererne får en optur, de bliver mere interessante, specielt i København,” lyder det fra Torben Steen Hansen, der fortsætter:

“Hver gang et butikslokale bliver ledigt, har det selvfølgelig betydning for detailhandlen i området, hvad der så kommer til at ligge der i stedet.”

For specialbutikken er gode naboer vigtige, så man skal sikre sig, at ens egen specialbutik ligger ved siden af andre specialbutikker - der må ikke være kedelige eller tomme butikslokaler eller lukkede facader. En koncentration af specialbutikker, hvor man appellerer til samme kundeunderlag, er med til at gøre et sted interessant.

Travl sommer med mange salg

Butikskompagniet har haft en travl sommer. Siden Danmark genåbnede efter corona-nedlukningen, har mange forretninger skiftet hænder - og ikke mindst salget af restauranter har været overraskende stort. Og spisesteder som caféer og restauranter er med til at skabe liv i et område, som også specialbutikkerne nyder godt af.