Rekordmange spisesteder skiftede hænder gennem Butikskompagniet i maj, juni og juli måned, da Danmark genåbnede efter corona-nedlukningen. Den forrygende fremgang i salget af restauranter overraskede Butikskompagniets mægler, Simon Ravnløkke, der som tidligere restauratør glæder sig på branchens vegne. Coronatiden har måske skabt nye iværksættere på jagt efter restaurantlokaler.

 

”Måske har nogle siddet under nedlukningen og tænkt: nu er det nu, hvis jeg skal forfølge min drøm,” overvejer Simon Ravnløkke, der er erhvervsmægler hos Butikskompagniet og specialiseret i restaurantbranchen.

Når han skal forklare den fremgang og stemning omkring restaurantsalget, han oplevede i sommermånederne 2020, undrer han sig stadig lidt. For hvordan forklarer man, at der i månederne efter corona-nedlukningen, hvor mange restauranter stadig stod tomme, var hektisk travlhed hos Butikskompagniet – og en overvældende interesse for restaurationslokaler i København. Simon Ravnløkke fortæller:

”Jeg kan ikke vide det, men jeg kan gætte, at nogle måske har mistet deres arbejde og gerne vil realisere drømmen. Andre har måske bare haft en masse tid til at tænke over, hvad de egentlig ville med deres liv. Og det er nok ikke forkert at sige, at corona har skabt nye iværksættere.”

Simon Ravnløkke er 42 år og var selv restauratør indtil for tre år siden, hvor han som far til et par små børn besluttede at sige farvel til de sene vagter. Han afhændede sin restaurant gennem Butikskompagniet – og det blev samtidig begyndelsen på en ny karriere som mægler, hvor han på baggrund af sig indgående kendskab til restaurationsmarkedet formidler restaurationslokaler til salg til potentielle købere.

Bag om rekordmange nye restauranter i en krisetid

Butikskompagniet har foruden Simon Ravnløkke flere andre erhvervsmæglere med fokus på restaurationer, og alle har overrasket ved at sætte salgsrekorder i maj, juni og juli måned. Det har været en bredt sammensat portefølje af sager, der er passeret gennem mæglernes hænder, fortæller Simon Ravnløkke:

”Jeg kan ikke helt overskue mekanismerne bag, hvorfor salget har været så godt. Der var to måneder, hvor alt gik i stå, men så kom en optimisme, som var fantastisk at opleve. Der var selvfølgelig også en ketchupeffekt, men vi havde mange fremvisninger og mødte mange med nye drømme om at åbne et spisested. Optimismen var der, og den er ikke slut endnu,” siger han. 

Der er solgt mindre lokaler til relativ lav afståelse, for eksempel nye købere som fx vil lave små take-aways, der ikke kræver så meget plads. Eller lokaler, hvor der lige kan ligge en bar. Men der er også solgt store sager. Og ikke til ”coronapriser” med rabatter, faktisk møder Butikskompagniet mange potentielle kunder, som har klaret sig gennem coronatiden med succes og er i gang med at ekspandere.

Tendenser i restaurationsbranchen

”Jeg forsøger stadig at navigere i det hele, men selvom vi har fingeren på pulsen, er det svært at spå om fremtiden. Der er noget med restriktioner, som vil påvirke de større steder, det er uundgåeligt. Men jeg har vurderet restauranter med udendørsservering og med en kæmpe omsætning, og det er også restriktionerne, der har en finger med i spillet der,” siger Simon Ravnløkke.

Corona er med til at disrupte bybilledet lidt, forklarer han. Og hvis et lokale bliver ledigt, vil udlejer måske ønske at omdanne stedet til en restaurant. Simon Ravnløkke forklarer:

”Restauranter bliver betragtet som stabile lejere. Og det særlige ved at få restauranter ind i et område er, at de kan komme til definere et helt kvarter. Tænk på Sankt Hans Torv for 10 år siden – der blev det ekstremt hot. Nu trækker andre steder som fx Ravnsborggade. Og bare én restaurant, der er meget succesfuld, kan være udslagsgivende for et helt kvarters popularitet. Derfor kan man godt forstå, at ejendomsudviklere drømmer om at få en succesfuld restaurant i stueetagen.”

Og for københavnere og turister bliver det fantastisk, at der kommer et endnu større udvalg af restauranter til, mener Simon Ravnløkke: ”Vi har et fantastisk marked for at gå ud at spise. Og et levende restaurationsliv – det er godt for byen.”